18 Cap. Om Falsk

1 Art.
Hvo som optager, flytter, eller sætter Skielsteen, eller Stabel, uden lovlig Medfart, eller smelter falskt Guld, eller Sølv, eller handler med de Penge, der hand veed falske at være, eller med falskt Sølv, eller Guld, hand giør Falsk, og Kongen bør hans Haand, og den, der Falsk fik, bør at have af hannem Skadegield.

2 Art.
Understaar sig nogen at slaa nogen Mynt, uden Kongens Forlov, eller i nogen Maade at forfalske Kongens Mynt, hand bør at straffis paa Ære, Liv og Gods.

3 Art.
End vorder anden Mand svegen eller bedragen, og fanger af nogen Uvidendis enten falskt Guld, Sølv, eller Penge, og bær dennem til Myntemester, eller Guldsmid, eller anden Mand, som derpaa kand skiønne, og vil ej med dem kiøbe, før end det bliver prøvet, om det er falskt, eller ej, da er hand ej Falskner: Men om hand veed sin Kiøbmand, da give hannem Sag, og have af hannem Skadegield, og Falsk blive dog med gode Mænds Vidnisbyrd der, som det er fundet, og skal ej mere udgivis, men enten brændis, eller huggis i sønder, eller i Havet kastis, saa at ingen Mand maa det mere finde.

5 Art.
Kongens Befalingsmænd, Borgemester og Raad, Toldere, Visiterere, og hvem som helst paa Kongens Vegne nogen Befaling have, saa og enhver Kongens Undersaat, skulle med største Flid tilsee, at ej nogen falsk Mynt fra fremmede Stæder vorder indført i nogen Havn, eller Stæd. Og dersom nogen det kunde forrekomme, da strax derpaa at tale, og hænde Dom derpaa til tilbørlig Straf.